Skip Navigation LinksDGI-institution

Bevægelsesinstitutionen Usserød Vuggestue

med glæde, udfordring og fællesskab

Vi har i Usserød Vuggestue valgt at blive certificeret som idrætsinstitution i samarbejde med DGI. Det betyder, at vi har et ganske særligt fokus børnenes motoriske udvikling, krop og bevægelse. Hos os opmuntrer vi børnene til at hoppe i sofaen, kravle på bordene og trille ned ad den stejle bakke – det er nemlig gennem den stadige bevægelse af krop og hoved, at udviklingen sker og forudsætningen for læring vokser.

Helt overordnet kan man sige, at vi arbejder målrettet med at understøtte og videreudvikle menneskets tre grundlæggende motoriske sanser hos børnene:

Den vestibulære sans, kaldet "labyrintsansen" – sidder i det indre øre og videresender information til hjernen om alle hovedets bevægelser, samt tyngdekraftens træk. Den stimuleres bl.a. ved op/ned- og snurrebevægelser af krop og hoved. I barndommen er det særligt vigtigt at stimulere den vestibulære sans, da barnet vokser og dermed hele tiden skal forholde sig til et nyt tyngdepunkt. Svimmelhed ved rotationer og dermed ulyst til at fx gynge eller snurre kan være tegn på problemer med denne sans.

Den taktile sans, kaldet "følesansen" – sidder overalt på hud og slimhinder og giver barnet fornemmelse af sin egen krop. Denne sans stimuleres ved, at barnet aktivt får lov at mærke verden – fornemme strukturer, materialer, temperaturer – og gennem berøring af huden; barnet skal røre og berøres. At få ’kompetenceskrammer’ (lidt knubs og blå mærker) er et naturligt følge af denne udforsken. Manglende lyst til at røre ved fx naturen og aggressiv adfærd kan være tegn på problemer med den taktile sans.

Den kinæstetiske sans, kaldet "muskel-led-sansen" – sidder i alle kroppens led og sener og giver hjernen besked om leddenes stilling og musklernes spændingstilstand. Når en bevægelse er gentaget mange gange nok, er den automatiseret og kræver ikke bevidst opmærksomhed at udføre. En veludviklet kinæstetisk sans muliggør præcise og hurtige bevægelser og reaktioner. Den kinæstetiske sans stimuleres særligt gennem grovmotoriske udfordringer som at hoppe, trække og klatre – hos de mindste børn er især krydskoordinerende bevægelser som kravl essentielt. Ikke automatiserede grundbevægelser og en generel usikker adfærd kan være tegn på problemer med den kinæstetiske sans.

Sammen med synet udgør disse tre sanser balancen. Er blot en af sanserne ikke udviklet nok, vil hele barnets balance blive påvirket – og da balancen er grundelementet i alle barnets bevægelser i både leg og alvor, er det selvsagt vigtigt, at den er i orden. Et barn med en god kropsfornemmelse og en god balance, har en god kontakt mellem krop og hjerne og dermed de allerbedste forudsætninger for at kunne fokusere og lære – både nu og fremadrettet.

Her i vuggestuen er vi en del af jeres barns hverdag; vi kan og vil skabe rammer, der har fokus på udvikling af de tre nævnte sanser. Men I, som forældre, er de vigtigste i jeres barns liv – I er den trygge base og de væsentligste forbilleder. Derfor er jeres deltagelse af meget stor betydning for jeres barns udbytte af dette særlige fokus på motorisk udvikling, krop og bevægelse.

Så: - Grib bolden og leg med, når I kommer ind i institutionen! Det er ikke pinligt, at jeres barn (og vi) ser jer gå på trædestenene eller kravle under bordet – tværtimod. Og fortsæt endelig legen derhjemme.

Kilder

  • Anne Brodersen: Slip legen fri (DGI)
  • Vibeke Schultz: Kvalitet i bevægelsen gør livet lettere